Tænketanken

Vi lever i en tid, hvor intet eksisterer, medmindre det er blevet godkendt af et digitalt dommerpanel. Vi tæller likes som om, de var en valuta, måler vores succes i visninger og tripper angstfuldt rundt som en labrador, der venter på det næste anerkendende klap i de små tykke hænder fra chefen, partneren eller tilfældige fremmede på internettet.

Hvorfor vi elsker mod hos andre, men frygter det hos os selv

Den snigende, klamme fornemmelse, der minder om lugten af gammel madpakke i bunden af en skoletaske, men som desværre bor lige midt i solar plexus.

Det slår mig ofte, når jeg ser os navigere i det moderne arbejdsliv, at vi er ved at forvandle vores karrierer til velsmurte samlebånd, hvor vi glemmer, at vi selv bør være arkitekterne bag maskinen.

Forleden blev jeg spurgt, om jeg havde mulighed for at skrive lidt om selvværd. Og naturligvis... altid til tjeneste :)

Vi har 5.000 venner på nettet, men ingen at ringe til, når lokummet brænder, og derfor er spørgsmålet måske mindre, om algoritmen har ødelagt vores sociale liv, og mere om vi langsomt har vænnet os til at være socialt passive.

I diskussionen om bæredygtig forandring begår vi ofte den fejl at behandle motivation som en konstant kilde.