VHS-metoden

Kan du huske VHS-båndet, og den helt særlige duft i døgnkiosken?

Plastcovere, støv, slik og en rest af gammel tobak.

Jeg var teenager, og den duft betød frihed og bevægelse.

Jeg gik derned. Fysisk. Valgte filmen, bar den hjem, så den, spolede den tilbage og afleverede den til tiden.

Der var ingen streaming. Ingen "jeg ser den i morgen". Hvis du ville have oplevelsen, måtte du bevæge dig.

Jeg tænker tit på det i dag.

Vi vil træne. Vi vil skrive. Vi vil ringe. Vi vil tage samtalen.

Men vi bliver stående linjen mellem tanke og handling.

Derfor bruger jeg min egen VHS-model:

V = Vilje/værdi der udløser den gode intention.
H = Handling der skal planlægges.
S = Skridt der skal foretages.

Og i dag betyder skridtet noget andet.

Det betyder at sætte det i system. Planlægge det. Lægge det i kalenderen. Ikke "jeg burde". 

Men "kl. 5.50 tager jeg skoene på og går hen i træningscenteret, så det er klaret inden arbejdstid".

Da jeg begyndte at planlægge mine skridt konkret, skete der noget. Jeg blev mindre afhængig af motivation, og meget mere afhængig af bevægelse.

Der var noget paradoksalt befriende over VHS-tiden. 

Du kunne ikke multitaske filmen.

Du kunne ikke udskyde den uden konsekvens.

Og du kunne ikke få oplevelsen uden at "gøre noget".

Måske savner vi ikke selve kiosken.

Og risikoen for båndsalat 🫣

Måske savner vi bare den følelse af, at hvis vi ville noget: så gik vi?