Brug dine værdier som retningsgiver
Jeg har altid været nysgerrig på, hvordan mennesker træffer beslutninger, især under pres.
Måske fordi jeg selv har stået i situationer, hvor jeg skulle vælge mellem det trygge og det ukendte. Hvor både muligheder og risici stod i kø og bankede på døren. Og hvor det, der til sidst gjorde forskellen, var noget så lavpraktisk som at tage ét ærligt skridt ad gangen i den retning, der føltes mest rigtig.
Beslutningens paradoks: Når muligheder støjer
Der var engang, hvor jeg blev tilbudt et job, der på papiret var drømmen. God løn. Spændende titel. Mulighed for at sætte mit aftryk i organisationen. Men noget skurrede. Jeg kunne mærke det i kroppen, før jeg kunne sætte ord på det.
Jeg satte mig ned og tegnede det hele op: mulighederne og risiciene. Hvad ville jeg vinde? Hvad kunne jeg miste? Det var ikke fordi, jeg var bange for at fejle.
Jeg var bange for at komme til at vælge noget, der ville hive mig væk fra det menneske, jeg gerne ville være, når jeg går på arbejde. Det blev ikke det job. Det viste sig at være en god beslutning.
En god beslutning føles sjældent perfekt, men den føles rigtig
Mange tror, at gode beslutninger er dem, man aldrig fortryder. Men for mig handler det mere om, om jeg kan stå inde for beslutningen, selv hvis den ikke fører til det, jeg håbede.
Jeg har lært at spørge mig selv:
-
Hvad er vigtigt for mig lige nu?
-
Hvad forsøger jeg at beskytte?
-
Hvad håber jeg på?
Hvis jeg kan svare ærligt på de tre spørgsmål, så er jeg allerede tættere på det valg, der giver mening. Ikke bare i dag, men også i morgen.
Af og til minder jeg mig selv om, at jeg gerne vil være et godt menneske... sådan som jeg ser det. Jeg forsøger at løfte perspektivet og træffe en bæredygtig beslutning.
Værdier som filter i støjen
I dag bruger jeg mine værdier som filter, når jeg er i tvivl. Ikke som et regneark, men som en slags indre stemmegaffel.
Hvis noget ikke stemmer med mine værdier, for eksempel frihed, nysgerrighed og ægte kontakt, så er det et rødt flag. Jeg har tidligere sagt ja til ting, hvor jeg mærkede usikkerheden i maven, fordi jeg tænkte: "Det er jo en mulighed, den bør jeg tage." Men ikke alle muligheder er værd at gribe.
Et konkret værktøj: muligheds-risiko-matrixen
Når jeg støtter andre eller reflekterer selv, bruger jeg en enkel matrix, der hjælper med at skabe overblik:
| Lav risiko | Høj risiko | |
|---|---|---|
| Stor mulighed | Gå i gang. Test det. | Vælg med omtanke. Lav backup. |
| Lille mulighed | Overvej, men begrænsede forventninger. | Spring over, eller brug til læring. |
Det handler ikke om at vælge det sikre. Det handler om at vide, hvorfor du vælger, som du gør.
Du må godt vælge med hjertet ❤️
En af de vigtigste ting, jeg har lært, er, at det er okay at vælge noget til, selvom du ikke har alle svar, eller formår at udfylde matrixen klart og tydeligt.
En god beslutning balancerer muligheder og risici med realisme og håb.
Nogle gange er det modigste, du kan gøre, at vælge det, du ikke er 100 procent sikker på, men kan være 100 procent nærværende i.
Og hvis du mærker tvivlen, så husk:
Tvivl er ikke nødvendigvis tegn på, at noget er forkert.
Det er tegn på, at noget er vigtigt.
