SKAM DIG!
Skam.
Den snigende, klamme fornemmelse, der minder om lugten af gammel madpakke i bunden af en skoletaske, men som desværre bor lige midt i solar plexus.
Skammen er ikke bare en følelse; den er den mest effektive, usynlige bremseklods, menneskeheden nogensinde har opfundet.
En form for mentalt anker, som vi kaster ud præcis i det øjeblik, vi er ved at få lidt for meget vind i sejlene eller, Gud forbyde det, har formastet os til at tro, at vi faktisk er helt okay.
Den eksistentielle maveplasker
Skammen adskiller sig fra skylden ved at være langt mere personlig og, lad os være ærlige, ekstremt meget mere irriterende.
Hvor skyld er den høflige konstatering af, at du har begået en fejl, måske har du glemt at tømme opvaskemaskinen eller ved et uheld sendt en "jeg elsker dig"-besked til din mekaniker, så er skammen den brutale dommer, der hvisker:
"Du ER fejlen."
Det er forskellen på at have spildt rødvin på værtindens hvide sofa og følelsen af, at du selv er den plet, som ingen pletfjerner i verden kan få bugt med.
Vi render rundt og leger voksne mennesker med LinkedIn-profiler, mens vi inderst inde frygter det øjeblik, hvor verden opdager, at vi stadig føler os som den 14-årige version af os selv, der lige har fået nej til en kinddans og har en bums på størrelse med Mønsted Kalkgruber midt i panden.
Det er denne frygt for afsløring, der holder os fast i de trygge, men kvælende mønstre, hvor vi hellere vil være usynlige end risikere at blive set som det uperfekte gadekær, vi i virkeligheden er.
"Skammen er som en uindbudt gæst til en fest, der insisterer på at minde dig om alle de gange, du har sagt noget dumt siden 1998, mens den drikker din dyre gin - og nægter at gå hjem."
Sprogblomster og selvironiske snubletråde
Når vi bremses af skam, bliver vores livsudfoldelse ofte reduceret til en forsigtig luskende gang langs panelerne, hvor vi vejer hvert ord på en guldvægt, der alligevel altid viser underskud på budgetkontoen.
Vi blomstrer ikke; vi går i knop og nægter at springe ud, fordi vi er bange for, at vores kronblade har den forkerte nuance af "hverdags-leverpostej".
Det er en sær form for arrogance, egentlig, at tro, at hele verden holder skarpt øje med vores mindste fejltrin, når de fleste andre har alt for travlt med at polere deres egne facader og skjule deres egne mærkværdige skeletter i skabet.
Lad os se det i øjnene:
Vi er alle sammen en smule defekte, og det er netop der, lyset slipper ind, eller i det mindste der, hvor humoren får lov at trække vejret.
Hvis vi ikke kan grine af vores egne absurde forsøg på at fremstå som fejlfrie supermennesker, mens vi desperat forsøger at dække over, at vi har glemt navnet på den person, vi har talt med i tyve minutter, så har skammen vundet.
Den trives nemlig bedst i mørket og tavsheden, som en svamp i en fugtig kælder, der kun venter på, at vi holder op med at tale om det, der gør ondt.
At løsne bremsen (uden at køre i grøften)
At slippe skammen handler ikke om at blive et skamløst individ, der render rundt og opfører sig som en elefant i en glasbutik uden hensyn til andre.
Det handler snarere om at indse, at bremsen er trukket så hårdt, at vi slider på dækkene uden overhovedet at flytte os ud af indkørslen. Vi må lære at betragte vores skamfulde øjeblikke som små, komiske vignetter i livets store, rodede teaterstykke fremfor at se dem som endegyldige beviser på vores uduelighed.
Næste gang skammen banker på og vil minde dig om din usynlige bremse, så byd den på en kop lunken kaffe, giv den et lille klap på skulderen og sig: "Tak fordi du passer på mig, men jeg har faktisk tænkt mig at trykke lidt på speederen nu, også selvom jeg måske rammer en kantsten eller to på vejen."
For i sidste ende er det bedre at køre galt i fuld fart mod det, man drømmer om, end at holde stille på parkeringspladsen og dø af kedsomhed, mens man venter på at blive......... "perfekt".