Når jeg overtænker, er det sjældent fremtiden, jeg er bange for

Overtænkning forklædt som ansvarlighed

Jeg har ofte forklaret min overtænkning som grundighed.

Som ansvar.
Som omtanke.

Og nogle gange er det også rigtigt.
Men der er en anden version, jeg har været nødt til at se i øjnene.

Den version, hvor overtænkningen ikke handler om at gøre det godt, men om at undgå skam.

I de øjeblikke er jeg ikke optaget af løsninger.

Af vurderinger.

Jeg er optaget af blikke.

Af risikoen for at blive set på en måde, jeg ikke kan holde ud.

Skyld og skam er ikke det samme

I arbejdet med mine bøger og mine samtaler med andre er én forskel blevet stadig tydeligere for mig:

Skyld handler om handling.
Skam handler om identitet.

Når jeg føler skyld, tænker jeg:
"Jeg gjorde noget forkert. Hvad kan jeg rette op på?"

Når jeg føler skam, tænker jeg:
"Der er noget galt med mig."

Det er to vidt forskellige indre landskaber.
Og de kræver vidt forskellige svar.

Hvor det klassiske råd rammer forbi

Jeg stødte for nylig på et citat, der siger noget i retning af:

Hvis du alligevel overtænker, så tænk i det mindste alle de måder, det kan gå godt på.

Jeg forstår godt intentionen.
Og jeg kan mærke, at rådet virker for mange.

Men jeg har også opdaget, hvorfor det ikke altid virker for mig.

For når min overtænkning er drevet af skam, hjælper det ikke at forestille sig et godt udfald.

For problemet er ikke udfaldet.
Problemet er, hvad et dårligt udfald vil komme til at sige om mig som menneske.

I de øjeblikke føles positiv tænkning ikke støttende.
Den føles som endnu et krav.

Skam flytter fokus fra fremtid til identitet

Når skam er på spil, overtænker jeg ikke for at forberede mig.
Jeg overtænker for at beskytte mig.

Jeg forsøger at forhindre, at noget afslører, at jeg ikke er god nok.

At jeg ikke hører til.
At jeg burde have været anderledes.

Og her er det vigtige, jeg har lært:

Så længe jeg ubevidst forhandler min værdi, kan ingen mængde af positive scenarier berolige mig.

Det, der faktisk gør en forskel

Det vendepunkt, jeg igen og igen må tilbage til, er ikke et nyt tankeeksperiment.
Det er en adskillelse.

At skille:

• udfald fra værdi

• handling fra identitet

• fejl fra menneske

Når jeg minder mig selv om, at et dårligt udfald ikke gør mig forkert, sker der noget afgørende.

Først dér falder skuldrene.
Først dér stopper tankerne med at kredse om min berettigelse.
Først dér kan jeg igen tænke klart.

Når overtænkning mister sit greb

Jeg har opdaget, at min overtænkning mister sin magt i det øjeblik, jeg stopper med at bruge den som et skjold.

Når jeg ikke længere forsøger at sikre mig mod at miste værdi.
Når jeg tør blive i uvisheden uden at gøre den til et domsafsigelse over mig selv.

Det betyder ikke, at jeg holder op med at tænke.
Det betyder, at tankerne arbejder for mig i stedet for imod mig.

En anden måde at møde overtænkning på:

Så hvis jeg overtænker i dag, prøver jeg ikke længere at tvinge mig selv til at tænke positivt.

Jeg starter et andet sted.

Jeg spørger mig selv:

Hvad er det, jeg er bange for, at dette vil sige om mig?

Og så minder jeg mig selv om det, der er sværest at holde fast i, men mest nødvendigt:

At min værdi ikke er til forhandling.

Heller ikke, når det går galt.

Heller ikke i modvind.

Derefter giver det mening at forestille sig, at det også kan gå godt. Og det gør det oftest når selvtilliden siger "jeg ved jeg kan det her".