Motivation er en influencermyte
Hvis du ikke elsker din tirsdag, gør du det forkert (eller også er det bare tirsdag)..
Vi lever i en tid, hvor hverdagen har fået et alvorligt imageproblem. Hvis man kigger på sociale medier, skulle man tro, at det menneskelige liv udelukkende består af tre tilstande:
At være på vej til en eksotisk strand
At spise en ufornuftigt æstetisk brunch
Eller at ligge i fosterstilling og tælle minutterne til fredag kl. 16.
Hverdagen er blevet det grimme ælling-koncept, vi alle sammen prøver at overleve. Vi overlever mandag (fordi, mandag), vi kæmper os igennem "lillefredag", og vi fejrer weekenden, som var det en personlig sejr over systemet. Men lad os lige lave det matematiske regnestykke, som ingen har lyst til at høre: Hvis du kun lever for weekenden, har du reelt valgt at spilde omkring 71 % af dit liv.
Det er alligevel en pæn sjat leverpostej, man dømmer ude på forhånd.
Motivation er en influencer-myte
Vi har fået bildt os selv ind, at hvis bare vi finder den "rette motivation", så vil vi danse ud af sengen klokken 05.30, lave en grøn smoothie og cykle på arbejde i strid modvind med et saligt smil.
Lad os bare være ærlige:
Motivation er en dybt upålidelig karakter.
Det er hende den sjove veninde, der lover at dukke op til din flyttedag, men pludselig får "migræne", når kasserne skal slæbes ned fra fjerde sal. Hvis vi skulle vente på motivationen for at få tømt opvaskemaskinen eller passet vores motion, ville vi leve i kaos og lugte af dovenskab.
Det, der reelt redder os, er det dybt usexede ord: Systemer. De faste, ubevidste rutiner. Det, at du sætter kaffen over, før din hjerne overhovedet har registreret, hvilket årstal vi befinder os i. Det er de små, kedelige automatiseringer, der holder showet på vejen. Det er ikke glamourøst, men det virker.
Hjernens indbyggede brok-filter
Vores hjerner er dybest set programmeret af evolutionen til at være nogle pessimistiske revisorer. De elsker at føre nøje regnskab med alt det, der halter. DSB er fem minutter forsinket? Katastrofe. Det regner vertikalt, selvom DMI lovede opklaring? Et personligt angreb fra universet.
Vi overser fuldstændig de "brillante detaljer", der faktisk fungerer. At kaffemaskinen ikke eksploderede i morges. At der var grønt lys i det store kryds. At din kollega lod være med at sige noget dumt til morgenmødet. Hvis vi vil holde op med at hade hverdagen, skal vi tvinge den indre revisor til også at bogføre de små sejre. Ellers ender vi med at gå glip af de gode øjeblikke, simpelthen fordi de ikke kom med en fanklub og konfettirør.
Feedforward (eller: Hvordan du redder dit fremtidige jeg)
Vi kender alle sammen disciplinen at ligge i sengen søndag aften og lave en mental obduktion over alt det, vi ikke nåede i weekenden. Det flytter ingenting. I stedet for at analysere fortidens fejlslagne projekter, kunne vi overveje at sende en venlig tanke, og en praktisk handling, fremad i tiden.
At lægge tøjet frem til i morgen, eller fjerne friktionen før mandagsmødet overhovedet starter, er vel nok den mest undervurderede form for selvkærlighed. Det er at give sit fremtidige, trætte jeg en highfive.
Weekender og ferier er fantastiske afbræk, men de er trods alt kun krydderiet. Hvis du prøver at leve af rent salt og chili, får du mavesår. Det er i de helt almindelige, uperfekte hverdage, at livet rent faktisk foregår. Så måske skulle vi give tirsdagen en chance?
Det bliver alligevel aldrig fredag hver dag.