Medfølelse er mere end at være sød
Medfølelse har en pris – men måske er den en evolutionær vinderstrategi:
Jeg har tænkt en del over, om vi nogle gange leder efter løsningen på samfundets trivselsproblemer det forkerte sted.
Vi lever i et samfund, hvor tempoet er højt, og hvor vores trussels- og drivsystemer ofte får rigeligt at arbejde med. Du skal præstere, udvikle dig, følge med, håndtere forandringer og helst samtidig være en nærværende kollega, ven, forælder eller partner. Stress, præstationspres og følelsen af ikke helt at slå til er blevet en del af den virkelighed, mange af os navigerer i hver eneste dag.
Midt i alt det vil de fleste af os gerne være noget for andre. Jeg vil i hvert fald gerne være rummelig, støttende og hjælpsom over for mennesker omkring mig. Men hvordan gør vi egentlig det på en måde, der reelt hjælper, uden at slide os selv op eller ende i en form for misforstået omsorg, hvor vi bare stryger hinanden med hårene?
Det er her, begrebet compassion, som bedst kan oversættes til medfølelse, bliver interessant.
Compassion kan umiddelbart lyde som noget blødt. Jeg forbinder det selv hurtigt med omsorg, varme, venlighed og forståelse, men i sin kerne rummer compassion noget langt mere krævende og handlingsorienteret. Det handler grundlæggende om evnen til at være opmærksom på lidelse og ubehag hos sig selv eller andre og samtidig have motivationen og modet til at forsøge at lindre det.
Det er især den sidste del, jeg finder interessant, for der er stor forskel på at registrere, at en kollega er ved at knække under presset, og faktisk være villig til at gøre noget ved det.
Empati er en del af det, men ikke hele historien
Empati og compassion bliver ofte brugt synonymt, men der er en væsentlig forskel. Empati handler om vores evne til at forstå eller mærke, hvordan et andet menneske har det. Hvis du har mistet dit arbejde, føler dig ensom eller står midt i en krise, kan jeg forsøge at sætte mig ind i din situation og mærke noget af smerten sammen med dig.
Compassion tilføjer det næste spørgsmål: Hvad har du brug for, og hvad kan jeg gøre, som faktisk hjælper?
Det betyder selvfølgelig sjældent, at jeg skal overtage dit problem eller forsøge at fikse dit liv. Måske har du mest brug for, at jeg lytter eller bliver siddende lidt længere i den svære samtale. Andre gange kræver situationen, at jeg tager et ansvar, som empatien i sig selv ikke løfter. Jeg kan sagtens forstå din smerte uden at gøre noget ved den. Compassion tilfører motivationen til at handle.
Måske er compassion en evolutionær vinderstrategi
Det bliver endnu mere interessant, hvis vi betragter compassion gennem et evolutionært perspektiv. Mennesket har gennem størstedelen af sin historie været dybt afhængigt af andre mennesker for at overleve. Vi fødes hjælpeløse, vores børn kræver omsorg i usædvanligt mange år, og gennem historien har sygdom, skader, mangel og andre former for modgang gjort os afhængige af, at andre mennesker nogle gange brugte deres ressourcer på os.
Det havde en pris at hjælpe. Tid, energi, mad og beskyttelse, der blev brugt på et andet menneske, kunne være blevet brugt på én selv. Alligevel udviklede mennesker stærke systemer for omsorg, tilknytning, samarbejde og gensidig hjælp.
Det får mig til at tænke på compassion som en mulig evolutionær vinderstrategi.
Menneskets succes skyldes selvfølgelig mange ting, men vores usædvanlige evne til at samarbejde har været afgørende. Vi kan koordinere vores handlinger, dele viden og ressourcer, tage os af børn, syge og sårede og skabe fællesskaber, hvor du kan få hjælp, når du har brug for den.
Set på den måde er compassion mere end et moralsk ideal om at være et godt menneske. Det kan forstås som en del af en social strategi, der gennem vores historie har gjort både gruppen og den enkelte bedre i stand til at klare modgang.
Hvis jeg bruger tid og kræfter på at hjælpe dig gennem en vanskelig periode, betaler jeg måske en lille pris her og nu. Til gengæld bidrager jeg til et fællesskab, som jeg selv kan få brug for, når rollerne en dag er byttet om.
Tre systemer, der skal kunne arbejde sammen
I Compassion Focused Therapy beskrives vores følelsesregulering ofte gennem tre overordnede systemer: trussel, driv og tryghed. Trusselsystemet hjælper os med at opdage fare og reagere på den, mens drivsystemet motiverer os til at opsøge ressourcer, præstere og nå vores mål. Tryghedssystemet hænger blandt andet sammen med ro, tilknytning, omsorg og oplevelsen af social sikkerhed.
Vi har brug for alle tre. Trusselsystemet beskytter os, drivsystemet får os til at bevæge os, og tryghedssystemet hjælper os med at restituere, knytte os til andre og opleve, at vi hører til.
Du kender måske også følelsen af, at de to første fylder lidt rigeligt. Du har travlt, så du sætter tempoet op. Du føler dig bagud, så du arbejder mere. Du føler dig utilstrækkelig, så du stiller endnu højere krav til dig selv. Løsningen på presset bliver på den måde let endnu mere pres.
Compassion kan være med til at skabe en bedre balance. Når vi møder ubehag med større ro og mindre automatisk selvkritik, bliver det lettere at vælge en hensigtsmæssig handling. Tryghed handler i den sammenhæng heller ikke om, at alt skal føles behageligt. Den kan tværtimod være det fundament, der gør dig i stand til at gøre noget svært.
Medfølelse har en pris
Det er måske her, min egen forståelse af compassion har flyttet sig mest. Hvis compassion bare handlede om at være sød og rar, ville den nemmeste løsning ofte være at undgå det ubehagelige.
Forestil dig i stedet, at din ven langsomt er ved at ødelægge sig selv, at din kollega tydeligvis er på vej ned med stress, eller at et menneske på din arbejdsplads bliver behandlet urimeligt. Den medfølende handling kan være at trøste, men den kan lige så vel være at tage den svære samtale, stille spørgsmålet, alle andre undgår, sætte en klar grænse eller sige noget til et andet menneske, som vedkommende helst var fri for at høre.
Compassion kræver derfor handlekraft og nogle gange betydeligt mod, fordi du skal kunne blive stående i ubehaget længe nok til at gøre det, der reelt hjælper.
Og det har en pris. Det kan koste din tid og energi, og nogle gange også din bekvemmelighed, popularitet eller status. Hvis du siger fra over for en urimelig kultur på vegne af en kollega, vælger du sjældent den letteste vej. Hvis du som leder sænker tempoet for at beskytte et presset team, kan det koste på de kortsigtede resultater. Og hvis du tager den svære samtale med en ven, risikerer du at møde modstand frem for taknemmelighed.
Men måske er det netop pointen. Den pris, jeg betaler for at passe på dig i dag, kan samtidig være en investering i det fællesskab, jeg selv skal leve i i morgen.
Når compassion vendes indad
Det bliver måske endnu vanskeligere, når compassion vendes mod os selv. Jeg tror, mange af os har lært at bruge selvkritik som motivation. Når du begår en fejl, tænker du måske, at du burde have vidst bedre. Når du bliver ramt af livet, tænker du, at du burde kunne håndtere det bedre. Og når du allerede føler dig utilstrækkelig, giver du dig selv et ekstra skub ved at fortælle dig selv, at du burde tage dig sammen.
Self-compassion tilbyder en anden tilgang. Her møder du din egen smerte og utilstrækkelighed med noget af den samme forståelse, som du ville tilbyde et menneske, du holder af, samtidig med at du tager ansvar for det næste skridt.
For mig ligger forskellen især i spørgsmålet: Det her er virkelig svært lige nu. Hvad har jeg brug for, og hvad er det mest hjælpsomme, jeg kan gøre herfra?
Det kombinerer omsorg med ansvar. Jeg bruger mindre energi på at straffe mig selv for det, der allerede er sket, og mere energi på det, jeg faktisk kan gøre noget ved.
Hvad nu hvis vi har gjort trivsel for individuelt?
Det er her, jeg synes, compassion bliver særligt interessant i den aktuelle diskussion om trivsel. Meget af vores moderne tilgang tager udgangspunkt i individet. Vi taler om robusthed, selvledelse, stresshåndtering, mindfulness og personlig udvikling, så du kan blive bedre til at håndtere de krav, du møder.
Der kan være stor værdi i de værktøjer. Men måske overser vi noget grundlæggende, hvis trivsel primært bliver et spørgsmål om, hvor god du er til at håndtere belastningen.
Mennesket blev næppe en succesfuld art, fordi vi hver især blev fantastiske til at klare alting selv. En væsentlig del af vores styrke har været vores evne til at samarbejde, knytte os til hinanden, beskytte hinanden og træde til, når et andet menneske havde brug for hjælp.
Derfor er spørgsmålet måske heller ikke kun, hvordan jeg bliver mere robust, når verden presser mig. Det er mindst lige så interessant at spørge, hvordan vi skaber arbejdspladser, familier og fællesskaber, hvor vi hjælper hinanden med at bære noget af presset.
Compassion løser selvfølgelig ikke alle vores trivselsproblemer. Arbejdsvilkår, økonomi, søvn, autonomi, mening, relationer og belastninger spiller også en væsentlig rolle. Men compassion kan måske forstås som en form for social infrastruktur for trivsel, fordi den påvirker den måde, vi møder hinanden og os selv på, når livet bliver svært.
Hvis compassion virkelig er en del af en evolutionær vinderstrategi, efterlader det os med et interessant paradoks: Jo mere pressede vi bliver, desto lettere får vi ved at fokusere på vores egne opgaver, vores egne resultater og vores egen overlevelse.
Måske ligger en del af løsningen på vores moderne trivselsproblemer derfor i noget, mennesker har praktiseret meget længere, end vi har talt om stress, selvledelse og work-life balance:
Vi blev stærke, fordi vi blev gode til at passe på hinanden.