Medfølelse er mere end at være sød
Vi lever i et samfund, hvor tempoet er højt, og trussels- og drivsystemet konstant kører på højtryk. Stress, præstationspres og følelsen af ikke at slå til er blevet vilkår, mange af os navigerer i hver evig eneste dag. Midt i det pres vil de fleste af os gerne være noget for andre - være rummelige, støttende og hjælpsomme. Men hvordan gør vi egentlig det uden enten at slide os selv op eller nøjes med at stryge hinanden med hårene?
Det er her, begrebet compassion (bedst oversat til "medfølelse") kommer ind.
Compassion kan umiddelbart lyde som noget blødt. Omsorg, varme, venlighed og at være forstående. Men i et hektisk samfund rummer compassion i sin kerne noget langt mere krævende og handlingsorienteret.
Compassion handler grundlæggende om to ting:
Evnen til at være opmærksom på lidelse og ubehag hos sig selv eller andre - og motivationen og modet til reelt at handle på at lindre den.
Det er den sidste del, der gør begrebet interessant. Det er forskellen på passivt at registrere, at en kollega eller ven er ved at knække under presset, og så faktisk være villig til at gøre noget aktivt.
Empati er en del af det, men ikke hele historien:
Empati og compassion bliver ofte brugt synonymt, men der er en væsentlig forskel:
Empati handler om vores evne til at forstå eller mærke, hvordan et andet menneske har det. Hvis du har mistet dit arbejde, føler dig ensom eller står midt i en krise, kan jeg sætte mig ind i din situation og mærke smerten sammen med dig.
Compassion tilføjer det næste skridt:
Hvad har du brug for, og hvordan kan jeg hjælpe?
Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal løse problemet for den anden. Måske handler det om at lytte eller at blive siddende lidt længere i den ubehagelige samtale... Men det kan også handle om at tage et ansvar, som empatien i sig selv ikke løfter.
Balance i følelsesreguleringen:
Evolutionært set trækker compassion på vores hjernes tryghedssystem (støttet af en kemisk blanding af signalstofferne oxytocin og endorfiner), som giver os ro, tilknytning og overskud.
Når vi rammes af ubehag eller modgang, slår hjernen dog ofte over i trusselsystemet (angst, selvkritik, kontrol) eller drivsystemet (præstation, jagt på løsninger).
Compassion er den bevidste træning i at aktivere tryghedssystemet, så vi ikke lader os styre af panik eller hård selvkritik, når tingene bliver svære.
Compassion kan godt gøre ondt:
Hvis compassion alene handlede om at være sød og rar, ville den nemmeste løsning ofte være at undgå det ubehagelige. Men forestil dig en ven, der er ved at ødelægge sig selv, en kollega på vej ned med stress, eller en situation, hvor nogen bliver behandlet dårligt.
Den "compassionate" handling kan være at trøste. Men den kan i den grad også være:
- At tage den svære samtale.
- At stille spørgsmålet, alle andre undgår.
- At sætte en klar grænse og sige fra overfor det urimelige.
- At sige noget til et andet menneske, som de helst var fri for at høre.
Compassion kræver derfor handlekraft.
Det handler ikke om at glide af, men om at blive stående i det ubehagelige.
Omsorg og ansvar vendt indad:
Compassion bliver endnu mere udfordrende, når vi vender den indad. Mange af os har en bemærkelsesværdig evne til at bruge selvkritik som den primære pisk. Vi laver en fejl og tænker, at vi burde have vidst bedre, eller vi bliver ramt af livet og bebrejder os selv, at vi ikke håndterer det hårdere.
Self-compassion betyder at møde egen smerte og utilstrækkelighed med samme forståelse, som vi ville tilbyde en god ven. Det er ikke en fribillet til passivitet eller selvmedlidenhed. Der er afgørende forskel på to reaktionsmønstre:
- "Det er også synd for mig, så jeg kan alligevel ikke gøre noget." (Passivitet)
- "Det her er virkelig svært lige nu. Hvad har jeg brug for, og hvad er det mest hjælpsomme, jeg kan gøre nu?" (Omsorg + ansvar)
Det stille mod:
Vi forbinder ofte mod med de store gevinsters handlinger: At sige op, at gå på scenen, at tage den store konfrontation. Men der findes et mere dæmpet, hverdagsagtigt mod:
Modet til at blive i samtalen, når det bliver svært. Modet til at række ud til en, der virker ensom. Og modet til at behandle sig selv ordentligt, når man har dummet sig.
Compassion er derfor ikke en doven følelse.
Det er en måde at møde modgang på:
Først ser vi den.
Så tør vi være i den.
Og derefter gør vi det, der reelt hjælper. Med relationen i god behold.