Det kunne jo også gå godt?
PERMA-modellen – en vej til trivsel og gode beslutninger
For nogle år siden blev jeg opmærksom på, hvor meget mine beslutninger – store som små – blev påvirket af min mentale tilstand.
Når jeg var i balance, kunne jeg tænke klart, mærke mine behov og handle med overskud. Når jeg var presset, blev jeg mere reaktiv, trak mig fra relationer og traf valg, jeg senere fortrød.
Men hvordan holder man sig mentalt stærk, når livet svinger?
Jeg fandt svaret i positiv psykologi og PERMA-modellen, udviklet af Martin Seligman.
Den beskriver fem grundelementer i trivsel:
Positive emotions
Engagement
Relationships
Meaning
Achievement
I dag bruger jeg modellen som et konstant og praktisk værktøj til at justere mit eget liv - og den har hjulpet mig med at træffe bedre beslutninger både i mit arbejde, i mine relationer og i mit eget velbefindende.
P – Positive emotioner: det, vi fylder os selv med
Positive følelser er ikke kun rare – de skaber fundamentet for at træffe gode valg. Da jeg begyndte at fokusere på glæde, taknemmelighed og små øjeblikke af lykke, opdagede jeg, hvor meget lettere det var at handle hensigtsmæssigt, også når tingene var svære.
Hvad virker for mig?
- Jeg starter dagen med at tænke på noget, jeg glæder mig til - også selvom det er så simpelt som en god kop kaffe eller en god samtale.
- Jeg øver mig i at bemærke øjeblikke af ro og glæde, så de ikke bare suser forbi.
- Jeg siger tak, både højt og i tankerne, for de mennesker, der beriger mit liv.
E – Engagement: når vi glemmer tid og sted
Nogle gange har jeg stået i en situation, hvor jeg har følt mig fastlåst og uden energi. Når jeg ser tilbage, er det næsten altid fordi, jeg har været for langt væk fra det, der giver mig flow - de aktiviteter, hvor jeg mister tidsfornemmelsen og bliver opslugt.
Hvordan finder jeg flow?
- Jeg lægger mærke til, hvilke opgaver der får mig til at glemme tid og sted.
- Jeg har fjernet unødvendige forstyrrelser – f.eks. slår jeg notifikationer fra, når jeg arbejder på noget vigtigt.
- Jeg siger ja til det, der føles meningsfuldt, og nej til det, der kun dræner mig.
R – Relationer: vi og os er den korteste vej mellem mennesker
Hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at relationer betyder alt. Når jeg er i balance, opsøger jeg andre, giver af mig selv og tager imod støtte. Når jeg er presset, har jeg en tendens til at trække mig – og det er præcis dér, jeg har lært at gøre det modsatte.
Hvordan dyrker jeg relationer?
- Jeg prioriterer tid med mennesker, der giver mig energi – også selvom det kræver planlægning.
- Jeg træner aktiv lytning - ikke for at svare, men for virkelig at forstå.
- Jeg husker mig selv på, at relationer ikke skal plejes perfekt – de skal bare plejes.
M – Mening: hvorfor gør vi, det vi gør?
Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har knoklet uden helt at forstå hvorfor. Når jeg mister forbindelsen til hvorfor noget betyder noget for mig, mister jeg også motivationen.
Hvordan finder jeg mening?
- Jeg reflekterer over, hvad der giver mig en følelse af formål – hvad ville jeg stadig gøre, selv hvis ingen så det?
- Jeg bruger mine erfaringer til at hjælpe andre – f.eks. gennem min bog og mine samtaler.
- Jeg søger efter det lille formål i hverdagen, ikke kun de store livsmissioner.
A – Mestring: små skridt, store fremskridt
Der er få ting, der giver en så stærk følelse af kontrol og tilfredshed som at mestre noget – at sætte sig et mål og nå det. Men mestring handler ikke om at tage store skridt. Det handler om at fejre de små.
Hvordan arbejder jeg med mestring?
- Jeg sætter mig realistiske mål og skriver dem ned.
- Jeg anerkender mine fremskridt – også de bittesmå.
- Jeg fejrer succeser - og ja, det tæller at give sig selv en pause som en belønning.
Konklusion:
Da jeg begyndte at bruge PERMA som en model til at forstå min egen trivsel, blev det lettere at justere kursen, når jeg mærkede, at noget var skævt. I stedet for at tænke hvorfor har jeg det ikke godt?, begyndte jeg at spørge: hvilken af de fem byggesten mangler lige nu?
Måske har du også mærket det?
Så spørg dig selv:
- Hvilket område i PERMA-modellen har du brug for at styrke lige nu?
- Hvad kan du gøre i dag – bare et lille skridt - for at komme i den rigtige retning?
For mig er svaret forskelligt fra dag til dag. Men det vigtigste er, at jeg spørger.
