Hvorfor får jeg lyst til at droppe det hele?

Når vi spænder ben for os selv

Hvorfor sker det, at jeg, lige når noget begynder at lykkes, får lyst til at droppe det hele? Hvorfor føles det nogle gange nemmere at smide kortene end at spille dem færdig?

Jeg har efterhånden erfaret, at det ikke kun handler om manglende viljestyrke.

Det handler tit om noget meget dybere.

Og det er her, hvor jeg tror selvhad sniger sig ind. Ikke altid som en voldsom stemme, men som små sætninger i baghovedet. "Hvem tror du egentlig, du er?" eller "Du kommer alligevel ikke i mål." Eller den værste: "Du har aldrig været god nok."

Det gør ondt at skrive det. Men det gør godt at få det frem i lyset.

For vi kan ikke mestre det, vi ikke tør se i øjnene.

Vi længes efter noget, vi har forsømt

Mange af os har lært, at man skal bide tænderne sammen, tage sig sammen og holde fokus. Det gør vi så. Længe. Indtil vi ikke kan mere og begynder at sabotere os selv.

Vi gør det ikke, fordi vi er svage. Vi gør det, tror jeg, fordi vi længes efter følelsesmæssig dybde. Og den længsel bliver tit overset.

For mig kommer det ofte, når jeg har været for længe i "gøre"-gear. Jeg har præsteret, tjekket af, gjort det rigtige. Fuldt mine metoder, og overholdt processer og regler. Men jeg har glemt at mærke. Og så kommer sabotagen som en slags skæv redningsaktion, der ikke virker.

I stedet for at tage en gåtur eller skrive mine tanker ned, ender jeg nogle gange med at overspise, overarbejde eller bare forsvinde lidt fra mig selv. Miste tiden. Og bagefter føler jeg mig både tom og forkert, fyldt med skam.

Det, jeg har lært, er, at det er okay at længes. Det er okay at have brug for pauser, for natur, gåture, for samtaler og stilhed. Det er ikke tegn på svaghed. Det er tegn på, at vi stadig mærker os selv.

Og hvis jeg lytter til den længsel, før jeg brænder sammen, behøver jeg ikke at ødelægge det, jeg har bygget op. Jeg kan bare give mig selv lov til at være menneske.

Jeg øver mig stadig. Men det hjælper at sige højt: "Jeg behøver ikke vente til jeg er udmattet, før jeg tager en pause."

Vi bliver forført af andres drømme

Internettet har en særlig evne til at få os til at tvivle på vores eget liv. Vi ser, hvad andre laver, og tænker: Måske burde jeg også gøre det? Måske er det dér, lykken findes?

Jeg har selv mærket det. Pludselig bliver jeg i tvivl. Er det her nok? Gør jeg det rigtige? Burde jeg skifte spor? Hjælper jeg overhovedet nogen?

Men det, jeg prøver at minde mig selv om, er forskellen på "tynde" og "tykke" ønsker.

De tynde ønsker er de hurtige, overfladiske. Dem vi får, fordi vi ser, hvad andre gør. De tykke har rødder. De kommer fra noget, vi selv har mærket og 'plantet'. Noget, vi har drømt om længe før, vi begyndte at sammenligne os med andre.

Når jeg finder tilbage til det, der virkelig betyder noget for mig, falder pulsen. Jeg føler mig hjemme. Ikke nødvendigvis i mål, men på rette vej.

Mit råd til mig selv, og måske også til dig, er dette: Sæt små mål, der giver mening for dig. Gør noget hver dag, som nærer din kerne, ikke bare dit ydre. Og lad dig inspirere af andre uden at miste forbindelsen til dine egne rødder.

Til dig, der kender følelsen af selvhad

Selvsabotage og selvhad hænger, tror jeg, ofte tæt sammen. De viser sig, når vi endelig er på vej et sted hen, vi gerne vil. Og så bliver vi bange. Ikke nødvendigvis bange for at fejle, men bange for at lykkes, for at blive negativt bedømt..

Men hvad nu, hvis de følelserne ikke var vores fjender? Hvad nu, hvis de bare var forvredne forsøg på at beskytte os? På at give os pause, dybde eller mening. Bare på en virkelig dårlig måde.

Jeg tror på, at vi kan lære at samarbejde med os selv i stedet for at kæmpe imod os selv. 

Vi kan øve os i at mærke efter, før vi vælter. Vi kan tillade små øjeblikke af glæde, nærvær og hvile. Og vi kan give os selv det, vi længes efter, uden at ødelægge det, vi prøver at bygge op.

Hvis du vil starte et sted, så prøv det her:

• Skriv én ting ned, du længes efter at føle. Kun én!

• Lav én lille handling i dag, der giver dig et glimt af den følelse.

• Og sig højt for dig selv: "Jeg er ikke mine nederlag. Jeg er undervejs."

Du fortjener at være på dit eget hold.

Og det kan du godt øve dig i. Ét skridt ad gangen.

En personlig refleksion

Da jeg skrev Kunsten at komme igennem en krise uden at dø af stress, opdagede jeg, hvor mange af os der går rundt med de samme følelser, men tror, vi er alene om dem. Selvsabotage og selvhad er nogle af de sværeste ting at tale åbent om, netop fordi de føles så skamfulde.

Men jeg oplevede gang på gang, at det, der virkelig rykkede noget, var ærlighed. Ikke bare over for andre, men også over for mig selv. At turde se på mønstre og sige: "Okay, det her gør jeg. Hvorfor? Og hvad har jeg egentlig brug for i stedet?"

Bogen blev et rum, hvor jeg samlede de redskaber og historier, der havde gjort en forskel – både for mig og for dem, jeg har arbejdet med. Ikke perfekte løsninger, men realistiske skridt.

Hvis du er et sted i dit liv, hvor du længes efter noget mere stabilt, mere ægte eller bare mindre hårdt, så håber jeg, du kan bruge noget af det her som afsæt.

Du er ikke alene. Og du behøver ikke klare alting selv.