De andre har regnet den ud
Kender du følelsen af at stå i et rum fyldt med mennesker og tænke: "Hvordan har de alle sammen regnet den ud?"
De går med faste skridt, taler med tyngde og ligner nogle, der har modtaget en hemmelig drejebog til tilværelsen. En drejebog, du tilsyneladende blev glemt i distributionen af. Selvom du har rundet de voksnes rækker, føles det meste af din dagligdag stadig som et stykke improvisationsteater. Du gætter dig frem, tilpasser dig undervejs og håber, at ingen opdager, at du dybest set finder på replikkerne i det øjeblik, du siger dem.
Og lige der, i sprækken mellem din egen usikkerhed og andres polerede facade, melder den sig:
Den indre kritiker.
En ualmindeligt dårlig analytiker
Den indre kritiker elsker det skel. Den tager dit indre rod og sammenligner det direkte med andres tilsyneladende ydre kontrol. Den peger fingre og fortæller dig, at din improvisation er et bevis på uduelighed. At hvis du var et "rigtigt" voksent menneske med styr på sagerne, så tvivlede du ikke. Så forhandlede du ikke med dig selv igen og igen hver tirsdag morgen, og så vaklede du ikke i beslutningerne.
Men den indre kritiker er en bemærkelsesværdig dårlig analytiker. Den misforstår fundamentalt, hvad det vil sige at navigere som menneske.
For der findes ingen hemmelig drejebog. Sandheden er langt mere udramatisk:
De andre har bare øvet sig mere.
Forskellen på talent og kilometer i benene:
Når du ser et menneske gå roligt ind i et svært rum, skære igennem i en diskussion eller håndtere et pres med ophøjet ro, ser du ikke et overmenneske. Du ser blot et menneske, der har haft flere ture på scenen. Eller med hårbørsten i hånden som mikrofon foran spejlet derhjemme... De har prøvet situationen halvtreds gange før, trådt forkert 40 af gangene og gradvist opbygget en vane.
Kritikerens største blindvinkel er, at den glemmer tidslinjen. Den tager din startlinje og sammenligner den med andres målstreg. Den forlanger, at du skal kunne levere rutineret improvisation i en situation, du måske kun har stået i et par gange.
At de andre fremstår sikre, handler slet ikke om, at de har gennemskuet livet, men om, at de har opnået en vis hårdhudethed gennem gentagelse.
De har øvet sig på facaden, til den sad i skabet.
Tilladelse til at være i træningslejr
Når du indser, at forspringet kun handler om øvelse, mister den indre kritiker sit stærkeste argument. Usikkerhed er pludselig ikke længere et bevis på din antagede karakterbrist; det er blot et tegn på, at du er i gang med at lære et nyt felt at kende.
At improvisere kræver nærvær. Det kræver, at du reagerer på virkeligheden, som den ser ud lige nu, snarere end som du troede, den ville se ud. Det er ikke et udtryk for, at du er bagud... det er udtryk for handlekraft i praksis.
Tag mikrofonen fra dommeren
Vi slipper næppe af med den kritiske stemme. Den har det med at flytte med, uanset hvor mange kilometer vi får i benene. Men vi kan ændre dens rolle, og hvor meget vi lytter til den i hverdagen.
I stedet for at behandle den som en uvildig dommer, der afsiger sandfærdige kendelser om dit værd, kan du begynde at betragte den som dårlig baggrundsstøj. En automatisk reaktion, der dukker op, hver gang du står over for noget, du ikke har øvet dig nok på - endnu.
Næste gang du griber dig selv i at tænke, at alle andre har styr på deres liv, mens du bare improviserer: Husk på, at de blot har taget et par ekstra prøver på stykket. Du er ikke bagud.
Du er bare på scenen i realtid, uden manuskript, og i fuld gang med at øve dig.